Den irske legende om Tir na nOg

I de irske mytecyklusser er landet Tir na nOg den anden verdens rige, det sted, hvor feerne boede, og hvor heltene tog hen for at rejse. Det var et sted lige uden for menneskenes rige, ude mod vest, hvor der ikke var sygdom eller død eller tid, men kun lykke og skønhed.

Det er vigtigt at bemærke, at Tir na nOg ikke så meget var et "liv efter døden", som det var et jordisk sted, et land med evig ungdom, der kun kunne nås ved hjælp af magi. I mange af de keltiske legender spiller Tir na nOg en vigtig rolle i dannelsen af både helte og mystikere. Selve navnet, Tir na nOg, betyder "ungdommens land" på irsk.

Krigeren Oisin

Den bedst kendte fortælling om Tir na nOg er historien om den unge irske kriger Oisin, der forelskede sig i den flammehårede jomfru Niamh, hvis far var konge af Tir na nOg. Sammen krydsede de havet på Niamhs hvide hoppe for at nå det magiske land, hvor de levede lykkeligt i tre hundrede år. På trods af den evige glæde ved Tir na nOg var der en del af Oisin, der savnede sit hjemland, ogHan følte af og til en mærkelig længsel efter at vende tilbage til Irland. Til sidst vidste Niamh, at hun ikke kunne holde ham tilbage længere, og sendte ham tilbage til Irland og hans stamme, Fianna.

Oisin rejste tilbage til sit hjem på den magiske hvide hoppe, men da han ankom, fandt han, at alle hans venner og familie for længst var døde, og hans slot overgroet med ukrudt. Han havde trods alt været væk i tre hundrede år. Oisin vendte hoppen tilbage mod vest og forberedte sig trist på at tage tilbage til Tir na nOg. På vejen fik hoppens hov fat i en sten, og Oisin tænkte ved sig selv, at hvis hantog stenen med sig tilbage til Tir na nOg, ville det være som at tage lidt af Irland med sig tilbage.

Da han lærte at samle stenen op, snublede han og faldt og blev øjeblikkeligt tre hundrede år ældre. Hoppen gik i panik og løb ud i havet på vej tilbage til Tir na nOg uden ham. Men nogle fiskere havde holdt øje på kysten, og de var forbløffede over at se en mand ældes så hurtigt. De antog naturligvis, at der var magi på færde, så de samlede Oisin op og tog ham med til Saint Patrick.

Da Oisin kom til Saint Patrick, fortalte han ham historien om sin rødhårede kærlighed, Niamh, og sin rejse og det magiske land Tir na nOg. Da han var færdig, krydsede Oisin ud af dette liv, og han var endelig i fred.

William Butler Yeats skrev sit episke digt, Oisins vandringer Han skrev om netop denne myte:

Ankomsten af Tuatha de Danaan

I nogle legender var en af de tidlige racer af Irlands erobrere kendt som Tuatha de Danaan, og de blev anset for at være mægtige og kraftfulde. Det blev antaget, at Tuatha gemte sig, da den næste bølge af erobrere ankom. Nogle fortællinger siger, at Tuatha flyttede videre til Tir na nOg og blev til den race, der er kendt som Fae.

Tuatha, der siges at være børn af gudinden Danu, dukkede op i Tir na nOg og brændte deres egne skibe, så de aldrig kunne komme væk. I Gods and Fighting Men siger Lady Augusta Gregory: "Det var i en tåge, at Tuatha de Danann, folket af guderne fra Dana, eller som nogle kaldte dem, mændene fra Dea, kom gennem luften og den høje luft til Irland."

Beslægtede myter og legender

Historien om en helts rejse til underverdenen og hans efterfølgende tilbagevenden findes i en række forskellige kulturelle mytologier. I den japanske legende er der for eksempel fortællingen om Urashima Taro, en fisker, der går tilbage til omkring det ottende århundrede. Urashima reddede en skildpadde og fik som belønning for sin gode gerning lov til at besøge Dragepaladset under havet. Efter tre dage som enDa han kom hjem, befandt han sig tre århundreder ude i fremtiden, hvor alle i hans landsby for længst var døde og borte.

Der er også folkeeventyret om Kong Herla, en gammel konge af briterne. Den middelalderlige forfatter Walter Map beskriver Herlas eventyr i De Nugis Curialium. Herla var en dag på jagt og mødte en dværgkonge, som indvilligede i at deltage i Herlas bryllup, hvis Herla ville komme til dværgkongens bryllup et år senere. Dværgkongen ankom til Herlas bryllupsceremoni med et stort følge og overdådige gaver. Et år senere, som lovet, deltog Herla og hans vært i dværgkongens bryllup og blev der i tre dage - du bemærker måske et tilbagevendende temaMen da de kom hjem, var der ingen, der kendte dem eller forstod deres sprog, for der var gået tre hundrede år, og Storbritannien var nu saksisk. Walter Map fortsætter med at beskrive kong Herla som leder af den vilde jagt, der løber endeløst gennem natten.